På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Månedens Medlem i april 2016

Billede: Niko-Servodans konferencerum

Blandt DI Digitals mere end 300 medlemmer er der mange forskellige virksomheder. Hver og en virksomhed byder på noget unikt og interessant.

For at give et indblik i virksomhedernes verden udvælger vi hver måned en virksomhed, vi sætter fokus på. Medlemmet får fire skarpe spørgsmål og fortæller om, hvad der optager dem netop nu.

I april 2016 er Niko-Servodan månedens medlem.

Head of R&D and Operations Lars Bo Kjøng-Rasmussen besvarer fire spørgsmål om, hvem Niko-Servodan er, hvad der optager dem netop nu og hvilke fordele de ser ved at være medlem af DI Digital. 

1. Hvem er Niko-Servodan A/S?

Niko-Servodan udvikler og producerer løsninger til intelligent og energibesparende lysstyring. Fællesnævneren er maksimal brugerkomfort og minimalt energiforbrug. Produkterne er kendetegnet ved høj kvalitet, lang holdbarhed samt enkel installation, idriftsætning og anvendelse.

Niko-Servodan er 100 % ejet af belgiske Niko Group, som tilbyder moderne elinstallationer, der giver komfort og styring. Niko Group er familieejet og beskæftiger mere end 680 medarbejdere i Europa. Den årlige omsætning er på ca. 170 millioner euro.

I 2015 har vi i Niko Group gennemført et strategiarbejde, der skal bringe os helt i front som en førende leverandør af moderne elektriske installationer, hvilket også betyder at Niko-Servodans produktsortiment over de kommende år vil blive udvidet med Niko's stærke program af kontaktmateriel samt Home Automation.

2. Hvad optager jer netop nu?

Vi har siden 2008 været en del af Niko Group, og som et led i vores branding strategi har vi pr. 1 marts i år ændret navn fra Servodan til Niko-Servodan, tilsvarende tilpasses logoet med øget fokus på Niko.

Organisatorisk er der foretaget en strukturændring af hele gruppen, hvilket betyder, at Niko-Servodan nu bliver en endnu mere integreret del af Niko Group. De enkelte funktionsområder salg, marketing, produkt management, udvikling og produktion rapporterer nu direkte ind til topledelsen i Belgien. Niko-Servodan er gruppens kompetencecenter indenfor intelligent lysstyring i kraft af vores stærke produktprogram samt mangeårige og store erfaring på området.

Vi har derudover netop igangsat en modernisering af domicilet i Sønderborg, således at det afspejler det kundevenlige og innovative Niko-Servodan. Moderniseringen kommer til at forløbe hen over de næste 7 måneder.

Produktmæssigt lancerer vi her i foråret en app til hurtig og nem konfiguration af vores lysstyringssystemer, hvilket er vores første skridt på vejen i forhold til Internet of Things (IoT).

3. Hvad ser I som jeres største mulighed og største udfordring i de kommende år?  

I forlængelse af vores første skridt på vejen til IoT, er der ingen tvivl om, at der ligger mange muligheder indenfor dette område. I dag er der næsten uanede mængder datakraft til rådighed og et hav af trådløse protokoller at vælge imellem, kunsten er dog i tæt samarbejde med vores kunder at finde løsninger / forretningsmodeller, der giver merværdi, og sætter brugeren i centrum.

Der ligger derudover et meget stort potentiale i at kunne kommunikere med andre systemer via "Cloud'en" og på den måde skabe mulighed for at systemerne i sammenhæng automatisk kan træffe "beslutninger", som brugeren normalt skulle være inde over. Alt dette kommer ikke uden udfordringer såsom datasikkerhed, pålidelighed, robuste systemer, valg af protokoller m.m.

En anden stor mulighed og udfordring, vi ser de kommende år, er vores evne til at have et konkurrencedygtigt og fleksibelt produktionsapparat, der i stadig større grad kan producere både høj og lav volumen samt med meget varierende produktmix og korte leveringsterminer. Også her kommer digitaliseringen til at spille en væsentlig rolle.

4. Hvad ser I som den vigtigste fordel ved at være medlem af DI Digital?

At få adgang til ekspertise og viden, der kan understøtte vores kerneforretning samt at opbygge og deltage i netværk hvor der er mulighed for at diskutere problemstillinger åbent og meget væsentligt at indgå i konkrete samarbejder/projekter, der kan hjælpe forretningen hurtigere i mål.

Niko-Servodan udvikler og producerer løsninger til intelligent og energibesparende lysstyring.
Der ligger derudover et meget stort potentiale i at kunne kommunikere med andre systemer via "Cloud'en" og på den måde skabe mulighed for at systemerne i sammenhæng automatisk kan træffe "beslutninger", som brugeren normalt skulle være inde over.
LARS BO KJØNG-RASMUSSEN, HEAD OF R&D AND OPERATIONS, NIKO-SERVODAN
Du kan læse mere om de fordele, der er ved at være medlem af DI Digital på linket nedenfor.